Sidespring


I dag er kaffe en drik der uden de helt stor samvittighedskvaler nydes i de fleste danske hjem, men sådan har det ikke altid været.

I den første danske avis"Mercurius", der blev udgivet på vers, af forfatteren Anders Bording, skriver han i 1669 følgende:

Jeg priser Hummel-Øl og anden Landsens Drikke,
frem for slig anden Drik, hvis Kraft jeg kender ikke.
Lad Indian og Tyrk med saadan fylde sig,
har jeg ØL, Vin og Mjød, jeg noksom hjælper mig.


Ludvig Holberg lader en af personerne i "Barselsstuen", der udkom i 1723, sige følgende:
Jeg troer, ingen Anden er Autor til denne Kaffe-Drikken end Lucifer; thi den er værre at komme i med, end Brændevin. Min Kone begynder alt på den store Vis at klage sig ilde, førend hun faaer Kaffe om Dagen. Jeg har mærket, Nabo; en synderlig Virkning hos disse brændte Bønner; jeg har seet mange Koner og Piger sidde så stille og ærbar i selskab, ligesom de kunde være i en Kirke, men saa snart de har faaet dette brændte Djævelskab i Livet, begynder Munden at løbe på dem, som Peberkværne. Ja, det som mere er, Nabo! Saa snart faar de ikke tre a' fire Skaaler til Livs, førend de strax faaer lyst til at spille Kort.

Men Holberg kunne dog se fordelene ved Kaffe:
Nu kand vore Hustruer og Døtre giøre til Visitter en Eftermiddag og komme ganske ædrue tilbage.

Først i 1600 tallet, fik præsterne tilsendt en skrivelse, hvori de opfordredes til, at fremkomme med forslag til hvordan man kunne imødegå denne skadelige Kaffe-Drikken .

I begyndelsen tog man ikke sukker i kaffen, men tog en kandisklump, som man deltes pænt om at bruge. Nogle steder hængte man kandisklumpen i en snor fra loftet, så den var lige ved hånden, når der kom gæster.
Gæsten blev selvfølgelig først budt på kandisklumpen, som han tog i munden og suttede lidt på den, før han lod den gå videre til sidemanden. På den måde kunne en kandisklump gå bordet rundt flere gange.